Astralis forlænger med firedobbelt Major-vinder

Astralis forlænger med firedobbelt Major-vinder

Clutch Minister genvalgt

Hans kælenavn er ”Clutch Ministeren”, fordi han har en legendarisk evne til at læse spillet og vinde runder, hvor han som sidste mand skal udmanøvrere flere modspillere.

Den evne har igennem tiden været afgørende i nogle af verdens største turneringer, og i dag kan Astralis og Andreas ”Xyp9x” Højsleth præsentere en aftale, der betyder at han også i de kommende år vil sprede usikkerhed hos Astralis’ konkurrenter.

Andreas ”Xyp9x” Højsleth:

- Jeg er først og fremmest virkelig glad for, at vi har fundet hinanden, så jeg kan bruge al min energi på at hjælpe med at banke Astralis helt tilbage, hvor vi hører hjemme. Det er ingen hemmelighed, der har været flere muligheder, men når alt kommer til alt, er Astralis mit hjem og min Counter-Strike familie. Det er her, jeg allerhelst vil være, indleder ”Xyp9x”.

Vi tager til Stockholm som regerende mestre, og selvom konkurrencen er hårdere end nogensinde, stiller vi altså med et en kæmpe sult og et hold af spillere, der ved hvad der skal til for at vinde den største titel af alle - Xyp9x

- Vi har jo talt meget om, hvad der skal ske, hvad Astralis ér i dag og hvad vi skal være i fremtiden og på den baggrund har jeg en virkelig god fornemmelse af udviklingen på og omkring holdet. Jeg er slet ikke i tvivl om, vi kommer til at stå ualmindeligt stærkt som hold og organisation i de kommende år, og jeg er både glad for og stolt over at være en stor del af den udvikling.

- Nu er det på plads og det kommer jeg selvfølgelig til at tale en del om i morgen, hvor skal møde en masse fans i Astralis Nexus, men derefter står den igen udelukkende på forberedelse til Majoren. Vi tager til Stockholm som regerende mestre, og selvom konkurrencen er hårdere end nogensinde, stiller vi altså med et en kæmpe sult og et hold af spillere, der ved hvad der skal til for at vinde den største titel af alle, fortæller ”Xyp9x”.

Kasper Hvidt, sportsdirektør:

- Vi har igennem årene opbygget en ekstremt stærk kultur på og omkring vores Counter-Strike hold, og Andreas er én af dem, der altid har været god til at udfordre det bestående. Samtidig er han ufatteligt pålidelig i forhold til sine præstationer og der skal virkelig meget til at slå ham ud af kurs.

- Han er en type spiller, nogle måske har en tendens til at undervurdere, men der er ingen af hans holdkammerater, der nogensinde er i tvivl om at Andreas har deres ryg. Og så har han bare den der vanvittige evne til at afgøre kampe selv med det mest umulige udgangspunkt. Det er noget af den X-faktor, vi kommer til at arbejde endnu mere med i fremtiden.

Andreas er en nøgle til det, vi vil med holdet både nu og her, men også i forhold til den langsigtede udvikling - Kasper Hvidt

- Andreas er en nøgle til det, vi vil med holdet både nu og her, men også i forhold til den langsigtede udvikling. Derfor er det også en stor tilfredsstillelse for mig, at vi er nået til enighed om en længere kontrakt. Ud over at sikre hans tilstedeværelse på holdet i fremtiden giver det både ham og holdet ro til at fokusere på de kommende opgaver. Han har virkelig Astralis i blodet og det kommer vi og alle fans til at meget mere til!

- Nu og her handler det mest af alt om den kommende Major, hvor vi for en gangs skyld ikke går ind som favoritter, men hvor vi går ind for at levere en stærk indsats og tage den så langt som muligt. Der er mange om buddet, men det vil være dumt at afskrive Danny og holdet. Vi går efter at forlade Majoren med samme status som vi spiller første kamp, slår Hvidt fast.

Kontrakten med Andreas ”Xyp9x” Højsleth er 4-årig og løber frem til 2025.

Tirsdag kl. 16-19 kan fans og medier møde Andreas og resten af holdet i Astralis Nexus i København, hvor de blandt andet præsenterer de nye Astralis-trøjer, som holdet for første gang spiller i til Majoren.

Astralis spiller første kamp i Majoren tirsdag d. 26. oktober.