Efter stor opbakning til Studie_CS: Astralis og HK løfter partnerskabet

May 1, 2024
Steen Laursen

Astralis Nexus og HK har i flere år arbejdet sammen om bl.a. Studie_CS og aktivering på Folkemødet, hvor der altid er garanti for god stemning, mange mennesker, snak om gaming og sundhed samt selvfølgelig en masse sjov Counter-Strike på HK/Astralis-pladsen.

Studie_CS er for alvor ved at få fat på de danske uddannelsesinstitutioner, hvoraf 110 uddannelsessteder allerede er en del af den populære turneringer for studerende.

Aktiviteterne på Folkemødet er ligeledes en populær størrelse, og som resultat er de to parter nu blevet enige om at løfte partnerskabet fra et Nexus-samarbejde til at omfatte Astralis' hold, spillere og mange andre aktiviteter.

Pelle Sommerlund, HK Privat formand:

- Vi er superstolte over at være Astralis-partner. Koblingen mellem Astralis og HK giver bedre mening, end man måske lige tror. Vi i HK har et ønske om at styrke fællesskabet og sammenholdet på studiestederne, gennem esports-turneringer, og der har Astralis været det perfekte match.

- Mere end 110 uddannelsesinstitutioner har deltaget i vores Counter-Strike-turneringer og vi er glade for, at HK og Astralis sammen bidrager positivt til det gode studiemiljø på skolerne, ligesom vi er stolte over at arbejde sammen med Astralis om aktiviteterne på Folkemødet.

Du kan læse meget mere om Studie_CS her.