Astralis forlænger med holdkaptajnen

September 20, 2023

Over sommeren overtog Benjamin "blameF" Bremer rollen som in-game leader for Astralis’ Counter-Strike hold, og det er begge parter så glade for, at in-game leaderen og den danske organisation er allerede nu blevet enige om at forlænge kontrakten.

Kasper Straube, sportsdirektør:

- Benjamin har bevist sit potentiale i forhold til at blive til en stærk, moderne leder, der både formår at sætte sin egen retning samtidig med, han er virkelig god til at lytte til sine holdkammerater. Hans dedikation og samarbejde med holdets anden naturlige lederfigur, Nicolai "dev1ce" Reedtz, har været ekstremt vigtig for den genrejsning af holdet, vi er i gang med, og jeg er ekstremt glad for, vi allerede nu er nået til enighed om en forlængelse.

- I takt med at vi arbejder med udviklingen i vores organisation omkring holdet og måden vi ønsker at arbejde, har Benjamin også vist en stor villighed til at udvikle sig som spiller til fordel for holdet. I Astralis har vi en forpligtelse til at række efter de helt store resultater, men lige præcis resultater stort set det eneste, man ikke kan garantere. Vi kan til gengæld være ihærdige, grundige, hjælpe hinanden, arbejde for et fælles mål og vi kan turde at tænke nyt - og på den måde give os selv de bedste muligheder for at nå vores ambitioner.

- Her er Benjamin nærmest prototypen på det, Astralis skal stå for og selvom ting tager tid, og vi er tålmodige, har vi med forlængelsen taget endnu et skridt i den rigtige retning.

Benjamin "blameF" Bremer

- Siden første gang jeg skrev under, har vi været igennem en stor udvikling, og det har nogle gange været en sej kamp, men jeg føler, vi er et rigtig godt sted i dag. Det mærker man alle steder i organisationen, og jeg tror alle kan mærke, vi er her for hinanden. Både på holdet, men også alle dem udenom.

- I dag er Astralis det sted, jeg allerhelst vil være, og det hold, jeg allerhelst vil være en del af. Vi er inde i en rigtig spændende udvikling, og jeg kan også mærke, at jeg selv udvikler mig hele tiden. Astralis har gjort mange rigtige ting gennem årene, og der er mange, der skal have kredit for det, holdet har opnået. Det handler aldrig om én person, men med Kasper Straube har vi fået en ny energi ind og sammen med alle dem, der knokler hver eneste dag for at vi skal lykkes, har hans måde at tænke performance på haft en stor betydning for mig.

- Jeg har været in-game leader før, men aldrig et sted, hvor jeg kan læne mig op ad så dygtige og erfarne folk på og uden for holdet. Det giver mig bedre mulighed for at hjælpe mine holdkammerater, og der er intet i verden, jeg hellere vil, end at være med til at føre Astralis frem mod at blive de allerbedste.

- Det kræver tid og tålmodighed, men det er det, jeg bruger al min energi på, og det er det, jeg vil arbejde for hver eneste dag, indtil vi når det, slår Astralis' in-game leader fast.

Kontrakten løber til og med 2025.

"blameF" og hans holdkammerater spiller allerede i næste uge slutspil i sæson 18 af ESL Pro League, hvor første kamp er tirsdag 26. september.

- I dag er Astralis det sted, jeg allerhelst vil være, og det hold, jeg allerhelst vil være en del af, siger Benjamin "blameF" Bremer.
- Siden første gang jeg skrev under, har vi været igennem en stor udvikling, og det har nogle gange været en sej kamp, men jeg føler, vi er et rigtig godt sted i dag, understreger den 26-årige in-game leader.