Astralis Talent kvalificerer sig til Playoffs i POWER Ligaen

Astralis Talent kvalificerer sig til Playoffs i POWER Ligaen

Astralis Talent spillede deres afgørende kamp d. 17. marts i Danmarks topliga, POWER Ligaen, hvor de slog AGF Esport 16-8 og sikrede deres playoff-spot for første gang nogensinde!

Astralis Talent ender dermed med en 5. plads i POWER Ligaen med 11 vundne kampe ud af 20. Gennem de seneste 20 spil, har Frederik ‘Fessor’ Sørensen haft en imponerende gennemsnitsrating på 1.12, med hele 54% HS% på tværs af de 20 kampe.

Frederik ‘Fessor’ Sørensen, Rifler, Astralis Talent

At kvalificere til playoffs i POWER Ligaen var et vigtigt mål for os i denne sæson, så vi er enormt glade for vores indsats. Jeg tror det er et mål, vi alle havde en forventning om at nå. Men én ting er forventninger, og realiteten kan altid blive en anden.

Vi har været god kørende på det seneste, men føler også vi har meget uudnyttet potentiale at finde frem. Vi laver stadigvæk småfejl, og har behov for at forbedre vores taktiske detaljer for at sikre vi alle arbejde den samme vej. Når vi arbejder som et hold, får vi bare bedre resultater.

Turen mod toppen

Da POWER Ligaens resultater ikke kommer på HLTV, tæller Astralis Talents gode resultater heller ikke med i HLTV’s verdensrangliste. Heldigvis arbejder resultaterne i tandem med holdets fornuftige resultater i andre nylige turneringer, som har været med til at skubbe holdet fra #253 i oktober 2021 til #63 per 14. marts - den højeste rating holdet nogensinde har haft.

Den forbedrede rank kommer fra en række gode resultater i perioden, som at få tredjepladsen i SiGMA Esport Technlogies Cup 2021, tredjepladsen i WePlay Academy League Season 3 og en delt førsteplads i Pinnacle Winter Series 3 Regionals. Sidstnævnte kvalificerede Astralis Talent til Pinnacle Winter Series 3, som havde flere Major-deltagere på holdlisten som fx. Heroic og Copenhagen Flames.

Næste skridt

Astralis Talent vil spille deres to resterende kampe i POWER Ligaen, og derefter deltage i Elisa Invitational Spring 2022, hvor de er direkte kvalificeret til runde 1, der starter d. 21. marts.