Sammen med 22 andre hold deltager CS:GO-talentholdet lige nu i online-turneringen Betboom Playlist Freedom 2023, hvor der bliver konkurreret om en præmiepulje på i alt 150.000 dollars.
Både mod 9 Pandas og Websterz blev det til en 2-0-sejr, og tirsdag den 9. maj lød den sidste udfordring i det indledende gruppespil på et opgør mod Spirit Academy.
Siden Andreas "Xyp9x" Højsleth blev en del af den talentfulde kvintet, har CS:GO-talentholdet præsteret ganske stabilt og opnået en 3.-4. plads i både CCT Central Europe Series 6 og MistGames Heroes of Lofoten 2023 LAN-turneringen.
Jan Ø. Jørgensen, Astralis’ Operational Performance Manager, deler herunder sine tanker om at arbejde med talentholdet og indlemme den legendariske Xyp9x på det ellers unge mandskab:
- Det er virkelig spændende at arbejde med nogle unge gutter, som gerne vil frem i verden og allerhelst erobre det hele på én gang.
- Det har været super spændende at være med til at forme projektet. Grundlæggende har vi startet med at sørge for at alle arbejder ud fra det samme udgangspunkt: Det gælder om at "tale" samme sprog. Det er nemlig o.k., at der er fem forskellige spillere, der hver især har brug for noget forskelligt for at præstere optimalt. Så når tingene spidser til, så er vi mere bevidste om, hvad der virker for os. Alle ved, hvad de skal gøre. Og det har vist sig at være rigtig givtigt i forhold til at præstere.
- Træningskulturen har ændret sig – det er blevet et hårdtarbejdende hold. Et hold, der træner rigtig meget, og spiller mange turneringer. Det fundamentale er nu kommet på plads. De interne relationer på holdet er blevet bedre. Vi har også haft tur i den på det seneste. Drengene har knoklet rigtig hårdt. Og de har haft modet til at gå ned ad nogle veje, som måske ikke har været helt nemme for dem.
Hvordan har det været at få Xyp9x med på holdet?
- Man kan for det første kun rose ham for, hvor professionel han er. Andreas er en Astralis-mand helt ind til benet. Og det er fantastisk at være vidne til.
- Omvendt har det jo været en helt ny spiller, som skulle indlemmes på holdet – heldigvis en rigtig dygtig spiller, som har vundet rigtig meget, og har en masse erfaring. Den erfaring prøver vi selvfølgelig bare at presse ud af ham. Det er Andreas også selv meget bevidst om. Men vi forventer heller ikke, at det bare fungerer med det samme … Når man ændrer på et hold og dets dynamikker, så er det meget normalt, at man lige går et skridt tilbage, før man går to skridt frem. Det er vi heldigvis bevidste om.