Hjælp os med at støtte URK’s arbejde for børn og unges mentale trivsel

May 24, 2024
anders funder

Under vores livestream HQ af CCT-semifinalen mod Liquid direkte fra Astralis HQ havde vi fornemt besøg af Ungdommens Røde Kors (URK) på Astralis Watch.

Her var frivillig hos URK Søren Djernæs sammen med Watch-vært Frederik 'minsiterN' Brandt med til at lancere vores månedlange indsamling på netop Astralis Watch.

Vi vil nemlig gerne bakke op om URK’s arbejde for børn og unges mentale trivsel.

URK: "Vi befinder os midt i en ungekrise: Flere og flere børn og unge mistrives mentalt. Det er en krise, vi både kan og skal gøre noget ved"

I Danmarks største humanitære ungdomsorganisation arbejder man bredt med at forebygge mistrivsel og samtidig styrke børn og unges trivsel. Gennem mere end 200 sociale aktiviteter skaber organisationens frivillige både stærke og positive fællesskaber for danske unge.

Nu kan du også hjælpe URK med at skabe meningsfulde fællesskaber og være med til at styrke unges egen handlekraft i livet.

Støt Ungdommens Røde Kors på MobilePay: 32221

Når du støtter Ungdommens Røde Kors, går pengene til

Ungecaféer i psykiatrien

For mange er det en kæmpe udfordring at være syg og indlagt i psykiatrien som ung. Mens du er indlagt, oplever mange, at deres ungdomsliv går i stå. Derfor er det afgørende at bringe en form for almindeligt ungdomsliv ind på de psykiatriske afdelinger.

Frivillige fra Ungdommens Røde Kors sætter sygdom på pause i ungecaféer rundt om på landets psykiatriske afdelinger. Her skabes et frirum og et ungefællesskab, hvor humøret holdes oppe, mens sygdom og behandling kan træde i baggrunden for en stund.

Ung på Linje

Seks aftener om ugen sidder frivillige fra Ungdommens Røde Kors klar på chat og telefon for at tale om stort som småt. Mange unge ringer eller skriver ind for at snakke om alt fra ensomhed og kærlighed til angst og selvmordstanker.

De frivillige har en særlig træning i at håndtere svære samtaler og henvise videre til professionel hjælp, hvis det er nødvendigt.

Frivillige mentorer

En frivillig mentor kan betyde alverden for et barn eller ung, der står et svært sted i livet. En mentor i Ungdommens Røde Kors hjælper et barn eller en ung med at tage de første skridt på de stier, der kan virke uoverskuelige at bevæge sig ud på. Der sker noget særligt, når et barn eller en ung støttes i sin udvikling af en frivillig, som aktivt har valgt ham eller hende til.

Vi håber, at rigtig mange vil give et bidrag til arbejdet, som hvert år hjælper mere end 10.000 danske børn og unge.

Du kan sende 10 kr., 50 kr., 100 kr., 250 kr. eller ethvert andet beløb, du kan undvære og finder passende. Det betyder ikke bare meget for os og URK, det kan bogstaveligt talt ændre liv.

Tak til Ungdommens Røde Kors og alle organisationens gode mennesker for det utrættelige arbejde for at gøre verden et bedre sted for udsatte børn og unge.